Som følge af restriktionerne gældende fra den 10. januar 2021, skal alle udenlandske arbejdstagere have et anerkendelsesværdigt formål og en negativ Covid-19 test, der er maks. 24 timer gammel.
Det betyder at man som udenlandsk arbejdstager risikerer at blive afvist ved den danske grænse, hvis ikke man opfylder de to krav.
Godstransport kræver ikke en negativ coronatest
Fra første grænselukning har de danske myndigheder dog set godstransport som værende et anerkendelsesværdigt formål, og alle nationaliteter har derfor frit kunne krydse grænsen, såfremt de transporterede varer føres ind eller ud af landet. Det kan de fortsat frit gøre – også uden at vise en negativ coronatest der er mindre end 24 timer gammel.

Chauffører fra Storbritannien og Sydafrika skal fremvise en negativ test
Det betyder at alle, danske såvel som udenlandske, godstransportchauffører har mulighed for at transportere deres varer ind og ud af landet uden problemer – altså lige bortset fra chauffører fra Storbritannien. Det skyldes især ønsket om at mindske udbredelsen af den nye coronamutation, oprindeligt fundet i England. Kravet om en negativ test, der er under 24 timer gammel, gælder også for chauffører fra Sydafrika, da der også der er fundet en smitsom variant af Covid-19, som den danske regering ønsker at holde i skak.
Hvis du ofte krydser den danske grænse, bør du testes en gang om ugen
På pressemødet afholdt den 9. januar, blev ovenstående restriktioner og undtagelser offentliggjort, alt imens det blev anbefalet at de langturschauffører, der bor i lande grænsende op til Danmark og som jævnligt krydser den danske grænse, skal lade sig teste mindst en gang om ugen, for at mindske risikoen for smitte.
Så hvordan sikrer du dig at du ikke bliver afvist ved grænsen?
For det første er der krav til det sprog resultatet er fremsat på. For at få godkendt din test, skal testresultatet være på et af følgende sprog:
- Dansk
- Svensk
- Norsk
- Tysk
- Engelsk
- Fransk
- Spansk
- Italiensk
Politiet kan altså afvise dig ved grænsen, selv med en negativ coronatest, såfremt den er udstedt på ethvert andet sprog end ovenstående. Derudover godkendes både PCR-test og antigentesten, såfremt navn, tidspunkt for testtagning og certifikatets udsteder er printet tydeligt på dokumentet.
Du skal kunne dokumentere at du rejser ifm. arbejde
Husk på, at testreglerne ikke gælder for dig der er godstransportchauffør. Dog er det et krav at du ved grænsen kan dokumentere at du krydser grænsen i forbindelse med arbejdet.
At flyve eller køre i bil til Danmark kræver negativ test
Flyver du ind i Danmark for at afhente og transportere gods i lastvogn ud af landet, skal du dog kunne fremvise en negativ coronatest i lufthavnen, da du ellers kan blive nægtet at komme om bord på flyet. Denne test må heller ikke være mere end 24 timer gammel.
Hvis en anden person skal køre dig i personbil hen over grænsen for at afhente gods, skal denne person også kunne fremvise en negativ coronatest, samt have et anerkendelsesværdigt formål. Bemærk, at transport af en godsvognschauffør ikke er et anerkendelsesværdigt formål i sig selv.
Få svar på dine spørgsmål her
Mangler du svar på spørgsmål angående restriktionerne, kan du altid konsultere www.coronasmitte.dk, der løbende holdes opdateret af de danske myndigheder.
Kilder:
Brancheorganisation For Den Danske Vejgodstransport: www.itd.dk
Transportmagasinet: www.transportmagasinet.dk